Henrik Capetillo

Henrik Capetillo						Projects and Works	Text	Contact	1 Year

En indgang

Nu når jeg samler materialet til denne bog - flytter rundt på delene, ser kasser med billeder, negativer

og notesbøger igennem - giver det mig den samme fornemmelse som at påbegynde et nyt arbejde

eller et nyt projekt. At kombinere delene så de individuelt er noget i sig selv, mens de, når de er

forbundet peger mod et centrum som hver enkelt del ikke kan udtrykke i sig selv.

Som en indgang til mine arbejder, har jeg valgt at fokusere på to værker fra 1997, som repræsenterer

et udgangspunkt, hvorfra flere arbejder og idéer er udsprunget. Men emnet som disse arbejder

omhandler var allerede en del af mit liv langt tidligere.
Tanker om identitet og dualitet og de konflikter der er forbundet med dette, er en del af den person
jeg er, og jeg tror det altid vil være en central del af mit liv.

I 1997 besøgte jeg Midtvesten i USA hvor jeg arbejdede på projektet Generated Memory.
Udgangspunktet for projektet var en interesse i at se, hvordan efterkommere af skandinaviske

immigranter bevarede deres kulturelle baggrund.
Fra 1850 til 1920 havde der været en stor udvandring fra Skandinavien til USA på grund af sult og

fattigdom, som tilfældet også var i mange andre europæiske lande, og den største skandinaviske
koloni blev grundlagt i Minnesota.
Spørgsmålet jeg undersøgte var ganske enkelt; hvordan så tredje og fjerde generations immigranter på

deres herkomst, og hvordan påvirkede det deres måde at leve på?

I midten af 1990’erne ændrede tonen sig hvormed danske politikere og medier omtalte immigranter.

Danmark, såvel som Skandinavien som helhed, havde en lang tradition for tolerance og humanistisk

medfølelse, men den nye retorik signalerede en væsentlig forandring af den offentlige debat.
Det var en uforsonlig og konfronterende retorik, og essensen i debatten var grundlæggende, at det
var immigranterne der skulle integrere sig og tage de værdier til sig, der historisk set er forbundet
med Danmark. Succesen af integrationen var dermed immigranternes eget ansvar og bevarelsen af

deres oprindelige kultur, religion eller måde at leve på, udgjorde en forhindring i at blive accepteret i

deres nye hjemland.

Jeg fandt, at denne tankegang manglede empati, idet behovet for at bevare bindingerne til ens egen

kultur, religion og baggrund er afgørende, når man flytter fra én kultur til en anden.
Det er disse værdier, der gør det muligt at fungere i de nye omgivelser, og værdierne og deres

betydning overleveres til børnene i familien, som en del af deres opdragelse.
En naturlig konsekvens er, at familier der har den samme eller en lignende kulturel baggrund,
opsøger hinanden for at dele de fælles værdier og opnå en kulturel genkendelse.

I Minnesota besøgte jeg en række familier med skandinavisk baggrund, der generøst inviterede mig

indenfor i deres hjem. Det stod hurtigt klart for mig, at den skandinaviske arv i Minnesota står stærk,
og at traditionerne bliver håndhævet, som de bliver det i Skandinavien.
Selv mere end 100 år efter at de første skandinaviske immigranter ankom, identificerer deres

efterkommere sig stadig med den kulturelle baggrund, deres forfædre havde.
At fratage dem dette, er i mine øjne umuligt. Det er ganske enkelt en integreret del af, hvem de er,
da det er den kraft vores sind besidder og de minder det indeholder, der gør os til dem, vi er.

Mens jeg arbejdede på projektet, blev jeg opmærksom på et tilbagevendende fænomen; der var

små afvigelser i måden, hvorpå immigranternes efterkommere i Minnesota og skandinaverne gjorde

ting. Traditionel skandinavisk mad var for eksempel tilberedt på en anden måde i USA med brug af

alternative ingredienser og smagte derfor ikke helt som det ’skulle’.
Der var afvigelser i den traditionelle skandinaviske musik, og selv flagenes røde og gule farver havde

nuancer, der adskilte dem fra de farver, man finder på de officielle skandinaviske flag.
Tiden havde sat sit præg på detaljerne, hvilket man kunne vælge at betragte som enten forbedringer

eller misforståelser. For immigranternes efterkommere var alt dog, som det skulle være.

Disse forskelle fik mig til at indse, at det var vigtigt for efterkommerne at udøve og huske de

skandinaviske traditioner, men at det ikke var problemfrit - og måske endda slet ikke muligt.
I bedste fald kunne de opnå en ’lighed’ med det originale eller ‘det ægte’, ikke ulig en repræsentation.

Men det ændrede ikke på, at de følelser og den oplevelse af tilhørsforhold de havde til deres
herkomst, var lige så ægte som ’originalernes’ følelser.

Mens jeg arbejdede på Generated Memory arbejdede jeg også på et filmprojekt, Two Similar Which
Are Different. De to projekter er forbundet og har lighedspunkter, selvom jeg dengang ikke så

forbindelsen så tydelig, som jeg sidenhen har gjort det.

Two Similar Which Are Different er en dobbelt projektion af to 16 mm film vist ved siden af hinanden.
Filmens visuelle fortælling er et møde mellem en mand og en kvinde i en tom lejlighed.
Selvom skuespillerne taler, er det et lydløst møde, idet filmen er optaget uden lyd.
Under indspilningen bad jeg skuespillerne om at udføre hver scene to gange, hvorfor jeg endte med
at have to film klippet på den samme måde. Og som ser næsten identiske ud.
Men små forskelle i skuespillernes bevægelser og udtryk gør de to film forskellige.
Det var dog ikke skuespillet, jeg var interesseret i, men at vise, at noget, der ser ud til at være det

samme, kan være forskelligt, og at det, der ser forskelligt ud, kan være tæt ved identisk.

Det er her de to projekter mødes og deler ligheder. Repræsentation og original.
I Generated Memory fremstår repræsentationen som en personlig identifikation, i Two Similar Which
Are Different fremstår repræsentationen som et objekt.

Jeg har altid fundet spørgsmålet om identitet kompliceret og konfliktfyldt. Jeg ser det som en

konsekvens af min egen baggrund som dansker med svenske og chilenske forældre og en opvækst

i Danmark. Så længe jeg kan mindes, har jeg haft tanker om dette, og tankerne er blevet en ligeså

naturlig del af mig som det at trække vejret eller at spise. Kunsten blev en måde, hvormed jeg kunne

finde en bedre forståelse af mine tanker. Sidenhen er jeg kommet til den erkendelse, at spørgsmålet om

identitet også relaterer sig til mange kollektive problemer og konflikter i vores eksistens. Konflikter, der

udspringer af definitionen på ’det ægte’ i vores forsøg på at opleve og forstå vores liv bedst muligt.

De arbejder, der bliver præsenteret i bogen er baseret på en nysgerrighed, der ledte til undersøgelser,

indsamlinger og bearbejdninger. Undersøgelser af idéer og spørgsmål foretaget gennem en stor

mængde forskellige materialer ud fra et ønske om at se spørgsmålene fra nye vinkler.
Nogle gange har det bekræftet mig i, hvad jeg allerede vidste. Eller endnu bedre - det har fået mig til
at udfolde spørgsmålene og forstå dem på en ny måde.
Til tider har jeg savnet en form for fordybelse, i ordets almindelige betydning, men det kunne også
have ledt til repetition og kopiering.

For mig er en repræsentation meget mere kompleks end en kopi. Kopien ønsker blot at opnå

originalens originalitet; at blive betragtet som ’ægte’, hvorimod repræsentationen er forbundet med
og i konstant reference til originalen.
Repræsentationen er noget i kraft af originalen, og originalen bliver en original gennem eksistensen

af repræsentationen. Denne afhængighed er af symbiotisk karakter; en afhængighed som

grundlæggende genfindes i utallige aspekter af vores eksistens, og som bibringer begge symbiosens

parter noget yderligere i deres individuelle eksistens.
Denne positive påvirkning er i stærk kontrast til kopiens detaljerede gentagelse og forsøg på at opnå det,

den ikke kan opnå i sig selv.

Spørgsmål om ægte og repræsentation, konflikt og balance, identitet og eksistens er del af adskillige
af mine arbejder - en konsekvens af spørgsmålenes vedvarende relevans for mig.
Men jeg prøver at se hvert arbejde som enkeltstående, og som regel ved jeg ikke hvad det næste vil blive.
I de senere år har jeg ofte sagt, at det jeg arbejdede på lige nu, ville blive det sidste.
Det har givet mig en fornemmelse af rum at bevæge mig i og forhindret mig i at søge at se for langt frem

i tiden.
Og på en måde har det fået mig til at stille nye spørgsmål, som jeg følte var værd at forfølge.

Henrik Capetillo 2010

En note

Til tider har jeg fundet tekster eller arbejder, der har været meningsfulde for de tanker jeg har haft,
fordi de har fået mig til at se mine idéer på en ny måde. Som at genopdage ens egne arbejder, når man

tilfældigvis finder en, for én selv, ukendt persons tekster, som synes at beskrive ens egne idéer - som

man ellers var sikker på var netop ens helt egne.
Det kan enten give en følelse af tryghed eller af desillusion; tryghed idet vi alle tilsyneladende deler

meget mere end vi almindeligvis bliver fortalt vi gør, desillusion idet det ser ud som om historien

gentager sig selv. Selvom dette selvfølgelig er umuligt.

Der er særlig ét arbejde jeg har i tankerne, mens jeg skriver denne tekst, Mnemosyne Atlas, af den
tyske kunsthistoriker Aby Warburg. Mnemosyne betyder hukommelse og er i den græske mytologi

navnet på hukommelsens gudinde.
Værket beskæftiger sig med spørgsmål, der er fundamentale for enhver type af samling, hvad enten
det er en installation, en bog eller noget lignende; hvordan arrangerer man materialet, og hvor
meget ønsker man at fortælle? Hvis noget overhovedet.

Warburg skabte Atlaset i begyndelsen af det 20. århundrede, og det kan betragtes som en af de
første moderne kunstinstallationer.
Det består af en serie eller samling af collager, hvormed Warburg ønskede at indfange en kollektiv
social hukommelse ved brug af komplekse kombinationer af billeder og tekster; en afkodning af
noget diffust og vanskeligt at definere.
Det første indtryk fra dokumentationsbillederne er, at Atlaset minder om store opslagstavler med

fotografier og udklip, der er arrangeret således, at tavlerne åbner for denne kollektive hukommelse.

Selvom Aby Warburg havde planlagt at tilføje skriftlige kommentarer til de enkelte tavler, blev dette

aldrig færdiggjort, idet hans død efterlod arbejdet ufærdigt.
Manglen på skriftlige forklaringer er afgørende for, hvordan jeg ser Mnemosyne Atlas.
Det er næsten som om det var meningen, at det skulle være sådan.
Hvis man antager, at Warburg ønskede adgang til en kollektiv hukommelse er dette måske den
eneste måde det kan opnås på; ved en non-verbal adgang.
Arbejdet måtte være selvforklarende uden verbale afbrydelser, for at betragteren kunne få adgang til
de lag af bevidstheden, der er uforenelige med verbalisering.
“I have nothing to say. Only to show” som Warburgs ’elev’, Walter Benjamin senere er blevet citeret for.

Denne tilgang til kunst tangerer en shamans adfærd, hvor fornemmelser og følelser er måden,
hvorpå tingene forstås. Selvom det er uklart, hvorvidt Warburg var interesseret i en shamans metafysik,

mener jeg, at det er et aspekt af det værk, han efterlod.
Måske ændrer jeg hermed på meningen med værket og gør det til noget, det aldrig var tænkt at være.

Men det tror jeg muligvis har været en del af intentionen med Mnemosyne Atlas.